Udmattet

Jeg begyndte på lærepladsen i mandags og min krop protesterer. De 37 timer om ugen der er vane for de fleste andre er tydeligvis hård kost for den.

Stort set alle mine muskler er pinefuldt trætte efter at have løftet, båret, rørt, hældt, rakt, åbnet, hentet, vasket og skrubbet. Lår, lægge, lænd, skuldre, arme, hænder og det hele.

Fødderne er irriterede og snurrende af at stå og gå og hænderne ømme og med masser af snitsår og en enlig vabel - lige der hvor knivryggen rører pegefingeren når man skærer.

Jeg er træt, ganske og aldeles most rent fysisk og mit hovede ser gnavent til. "Hvad med lige at lave dette her håndarbejde" foreslår det. Næhnej, hænderne skal bestemt ikke belastes mere end de allerede bliver, sågar min computertid er skarpt rationeret - håndleddene får det værre af at taste. Men hovedet er rastløst - det har som den eneste del masser af virkelyst. Logisk vel egentlig, taget i betragtning at jeg lige netop formår at gå på arbejde, vaske mig, spise og sove, ikke andet.

Igår aftes var jeg så træt at jeg satte mig ned og græd :-( Bare at få købt ind og andre strengt nødvendige husholdningsgøremål er mere end jeg har kræfter til lige nu. Det lykkedes mig at få købt mælk, A38, havregryn og appelsiner, så det har jeg levet af hele ugen udover hvad jeg har fået at spise på arbejdet.

Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde før har været så udmattet. Ikke da jeg var magrest, ikke på kenjutsutræningslejr, slet ikke.

Jeg drømmer om plads i fryseren og venlige mennesker der kommer forbi med aftensmadrester. Om at mine ømme fødder holder op med at snurre rastløst. Om ikke at have ondt over det hele og om at hvile ud.

Men der er uoverstigeligt langt fra drøm til virkelighed.

Jul i Berlin

Det sneede og sneede den 22. om eftermiddagen og togene körte ikke til tiden. Efter nogen ventetid - heriblandt en yderst fornöjelig vaad og bläsende halv time udenfor i sneen paa perronen - kom vi afsted.

Forsinkelserne tog til og da vi endelig havde skiftet tog i Hamburg var René godt trät.

Vel ankommet og efter en god nats sövn gik vi i Real og foretog det store juleindköb. Det var noget overväldende - supermarked i dobbelt Bilka-störrelse, men tilsidst var det hele släbt hjem.

Til aftensmad fik vi en tysk specialitet: Mider.

Egentlig spiser de lokale dem stegt paa panden med lög og ost, men eftersom vi er kätteriske udländinge lavede vi dem med ködsovs til i stedet.

Om eftermiddagen fik jeg i middagslursgave et pink Hello Kitty-äg af René (tänk kinderäg, bare uden chokoladeerstatning) som - aldeles passende - viste sig at indeholde en lille Hello Kitty-kok :-)


Snart var det den 24. og paa höje tid at ordne träet. Först blev det stabiliseret - en opgave der tydeligvis kräver präcis 2,5 tyskere.

Under träet har vi Steffi, Pernilles bofälle, og til venstre Steffis käreste Daniel.

Nu kom det sväre: Lyskäden som hang i kökkenet kunne ikke lide at blive taget ned, og holdt fluks op med at virke :-(
Med megen taalmodighed lykkedes det efter et par timer og over 3 gennemgange af alle pärerne Daniel at faa den til at virke og sat paa träet.

Men saa var det ogsaa umaadelig fint. med glaskugler, appelsiner og äbler, vanillekranse i silkebaand og pfeffernüsse i snor og baand og glitterstads.

Saa var det blevet tid til at forberede julemiddagen. Gaasebryster i ovnen, rödkaalssalat, sovs og kartofler.
Her er ködet i ovnen og René sender julesmser til Maiju.


Klokken ni kom Pernille hjem fra arbejde og vi spiste til vi knapt kunne faa vejret längere. Bagefter var det gyngestolshygge

og jeg slap afsted med at ligge under träet som jeg plejer.

Se min hue

Jeg tænkte at jeg hellere måtte se at få den færdig inden jeg tager toget til de kolde lande om lidt.

Fødselsdagsgave

Igår, da vi holdt julehygge hos Far og Karen fik jeg min fødselsdagsgave fra Daniel.

Se, se-se-se:

En dejlig kniv som John-David, Daniels barndomsven, har smedet :-D

Stålet kommer fra en af Daniels bilfjedre og skæftet er bøffelhorn og amboniatræ. Skeden er indfarvet kernelæder med en indgraveret knast. Den mand kan ting med sine hænder!

Sikken en dejlig gave! Lille, skarp og min :-)

Lykke og snevejr

Jeg er lige spadseret hjem gennem snevejret og jeg har haft den dejligste dag.

Byen er hvid og tyst - stille som kun sne kan gøre den. Fra biografens eventyrmørke til en sneaftenen dunkle skønhed.
Bilerne lister tøvende gennem gaderne som pludselig igen er fremmed terræn. Dækket af hvidt, for en stund tilbageerobret, taget af vinteren.
Den eneste lyd der krænker stilheden er fodgængerfelternes bippen. Alt andet er dæmpet af den langsomt faldende fnuglette himmeldyne.

Hjemme mødes jeg af lyskædens skær, decembers yndlingsfråds. Lys som står tændt til at byde mig velkommen hjem.
Jeg har hovedet fuld af blå rumvæsner i symbiose med deres planet. Er så nylig trådt ud af historiens favn at den stadig berører mig. Med en hånd om mit hjerte smyger dens ekko sig gennem mig - silkeblødt, bomstærkt og forjættende.

Julen står på spring. I eftermiddags fejrede jeg den hos Far og Karen, lunt i varmen fra smil og brændeovn. Nu til aften ser jeg hvordan den strækker sig foran mig som en perlerække af dage: Igår midvinterblot i sneen. Idag varme og eventyr. I morgen solhverv og tirsdag med toget til Tyskland og glædelige gensyn.

Jeg er helt rolig indeni, stille som sneen. Med kalenderlyset tændt og en lille gyldenvarm lykkeflamme i brystet holder jeg dagen ind til mig og ser frem på de næste, årets sidste. Som en pakkekalender til mig, en gave af dage.

Julepiller :-)

Morgenens indtag:

... Og inden nogen brokker sig så indgik tykmælk med müsli også i morgenmaden, det kom bare ikke med på billedet. Rolig nu :-)

Julens 12 dage - for os hvis hoveder sidder skævt på

Værsågod: Årets julesang.

Fra Therese J. Borchards udmærkede blog om at lære at leve med sin mentale sygdom.